Forord til
”Asatro – Dyrket i Dagens Danmark”

De gange jeg i min egenskab af religionssociolog og specialist i før-kristne nordeuropæiske religioner har modtaget henvendelser fra journalister eller andre som har været interesserede i nutidens asa-dyrkere, har et centralt spørgsmål altid været: ”Mener de det nu virkelig alvorligt?” Jeg har også hørt udsagn som: ”Jeg har været med til et blót, og de var så muntre og stod og grinede. Det kan da ikke være sådan for alvor religion?” Som religionssociolog er det ikke min sag, at afgøre, hvad der er rigtig religion i forhold til den danske stat – det tager kirkeministeriet sig af. Med denne bog er det dog muligt at demonstrere, at der findes mennesker, for hvem det som bredt kaldes asa-dyrkelsen både er en alvorlig sag og en integreret del af tilværelsen. Det er i øvrigt meget typisk for Folkekirkens danskere at opfatte religion som noget humørforladt og kedsommeligt, men det er ikke typisk for religion i al almindelighed.

Denne bog tager udgangspunkt i forfatterens egen personlige livserfaring og hendes arbejde med det oldnordiske materiale. På denne måde føres læseren ind i den tankegang, der nødvendigvis må ligge til grund for den moderne asadyrkelse, nemlig at man skal eksperimentere sig frem til, hvad der føles rigtigt, både alene og i fællesskab med andre.

Derudover rummer bogen en mængde oplysninger om asareligionens historie og de forskellige guders betydning. Her bringes de forskellige teorier som findes om disse ting i  religionsforskningen også ind og diskuteres. Der er også et afsnit om bredere livsholdninger, og her lægges der ikke skjul på de vanskeligheder der er forbundet med, at forbinde vikingetids livssyn med et moderne liv.

De oldnordiske tekster, som er vigtige i asadyrkelsen, bliver også fremhævet og det sidste afsnit handler så om det rituelle liv. Den centrale gudstilbedelse er blótet, der behandles grundigt. Sidst i dette afsnit bringes til inspiration nogle eksempler på, hvordan og med hvilke replikker man kan gennemføre de forskellige ritualer. Her støtter forfatteren sig på sine erfaringer som gydje gennem mange år. Det er helt i denne ånd, at bogen afsluttes med en opskrift på mjød, der jo skal drikkes som en vigtig del af ritualet.

Et spørgsmål man til sidst uvægerligt stiller sig selv er: ”Hvor meget ligner det den gamle hedenske asa-dyrkelse?” Her er det eneste sande svar, at det ved vi egentlig ikke. Jeg vil dog for egen regning tilføje, at jeg ikke tror det ligner ret meget. Det er ikke noget, som er ukendt for de moderne asa-dyrkere.
Jeg er mere end en gang blevet kontaktet af asa-dyrkere med henblik på oplysninger om denne eller hin ’gamle’ eller ’oprindelige’ måde at gøre tingene på, og det viser at der er en stor interesse for at komme så tæt på den før-kristne vikingetid som muligt. Men som det flere gange siges i denne bog, er det vigtigste for forfatteren, at det der foregår føles ’rigtigt’. Og hermed er vi så inde på den allervigtigste forskel på moderne og gammel asa-dyrkelse: Før kristendommen var religionen så integreret i samfundslivet og så ’naturlig’ og ’rigtig’, at der ikke var nogen der rejste spørgsmål omkring den. Den moderne asa-dyrkelse skal så at sige skabes på ny hele tiden, fordi den er en minoritetsreligion i et samfund der domineres helt af Folkekirken – dette må skabe en helt anden stemning, end der har været i før-kristen tid.

Hvorfor man så vil være asa-dyrker, er det heller ikke min sag at forklare eller udbrede mig om – til gengæld har man med denne bog et personligt og udførligt svar på dette og mange andre spørgsmål.

 Skrevet af  Morten Warmind, religionsforsker.

[Top]