Fødselsberetninger

Jeg blev meget hurtigt gravid, da beslutningen om at få børn var taget.
Tilfældet ville, at min mand, Robert, og jeg, startede på en såkaldt "candidakur", dagen efter at jeg var blevet gravid. Den går ud på, at man undgår gær, sukker og alle mælkeprodukter, samt hvidt mel. Vi fulgte den i tre måneder, og det er ikke helt let, skal jeg hilse at sige, men man bliver utrolig energifyldt og immunforsvaret kommer helt i top.
Jeg havde en let og ukompliceret graviditet, ingen kvalme eller hedeture. Blandt andet via medlemskab af Forældre og Fødsel, havde jeg en helt klar holdning til, hvordan fødslen skulle være. Helt naturlig, i vand osv. Jeg blev klogere.
Egentlig ville jeg helst en hjemmefødsel, men pga. min alder (34), valgte jeg fornuftsmæssigt, at føde på fødeklinikken i Glostrup. Jeg havde termin d. 27.-09. 00. I 34. Uge konstaterede min læge, at nu stod "rollingen" fast som den skulle, så nu var det bare at vente. Ca. 14 dage før termin blev jeg rigtig træt af at være gravid, nu måtte der snart gerne ske noget. Det blev heller ikke bedre af, at stort set hver gang telefonen ringede, blev der spurgt: "Har du født". Til sidst gad jeg bare ikke tage telefonen mere!

Den 19.-09. vågnede jeg ved femtiden med en lidt "sær" følelse, og pludselig mærkede jeg et "plop". Det var vandet der gik. Jeg fik lagt et underlag under mig, og lå lidt og nød fornemmelsen, nu skulle det være, selvom veerne ikke var noget at tale om.
Da jeg havde ligget lidt, vækkede jeg Robert, bare lige for at orientere ham om tingenes tilstand. Jeg sagde til ham, at han ikke behøvede at stå op, men han blev selvfølgelig helt perpleks og kunne ikke sove mere. Vi stod op ved 6-tiden og spiste morgenmad i fred og ro, og ved 8-tiden ringede jeg til fødeklinikken, der sagde at jeg skulle komme ind med det samme, da vandet var gået.

Vi tog til hospitalet, men ak, jeg var ikke mere end en finger åben, og den jordemor der undersøgte mig sagde, at det ikke var rigtige veer jeg havde, de var ikke nær kraftige nok. Hjem igen, med besked om at komme ind næste morgen ved samme tid, samt måle min temperatur morgen og aften, hvis ikke der var sket mere inden da.

Søndagen gik, det gjorde mandagen også, tirsdag blev vi, efter eget ønske, sendt hjem igen, med en viden om, at var der ikke sket noget onsdag morgen, skulle jeg sættes i gang. Vi tog en tur på Nationalmuseet for at tænke på noget andet, og på vejen hjem, blev vi torpederet i et kryds, at tre unge fyre, der kørte over for rødt. Heldigvis skete der ikke noget med nogen af os, men det udviklede sig til en diskussion om skyldsspørgsmålet. De ringede til politiet, men oplyste, at de ikke ville komme, da der ikke var personskade. Det troede vi på. Endelig fik vi dog navn og cpr. på ham der havde kørt. Det viste sig senere at være falsk, ligesom det også var løgn, at de havde ringet til politiet. Under diskussionen havde én af dem, ydermere truet med, at han ville sparke mig i maven, så jeg mistede min unge. Uhyggeligt med den forråelse der er sket de senere år.

Ikke engang det kunne sætte fødslen i gang, så onsdag morgen måtte vi gå den tunge gang op på fødegangen, hvor droppet ventede. Vi startede med en gevaldig diskussion med både jordemor og fødselslæge, da de ville give mig penicillin forebyggende. Det ville jeg ikke have. Der var ingen tegn på infektion, temperaturen var normal, fostervandet var klart, så jeg så ingen grund til, at give mit barn en dårlig start på livet, fyldt med penicillin.
Fødselslægen og jordemoderen hævdede på deres side, " at det jo var mit barn jeg risikerede". Jeg svarede, at ved det første tegn på infektion, kunne de fylde alt det penicillin i mig de ville, men absolut ikke noget profylaktisk.
Kl. 10.30 fik jeg så lagt drop, forholdet til jordemoderen var selvsagt temmelig dårligt, ligesom de den dag også havde fantastisk travlt på fødegangen. Det var faktisk en rigtig dårlig oplevelse. Veerne gjorde forbandet ondt, det kunne jeg leve med, men det gjorde også ondt imellem veerne, det havde jeg sværere ved at acceptere. Det var også svært at acceptere, at veerne kom "med et brag", ingen forvarsel eller noget. Jeg beklagede mig til jordemoderen over at "dropveer" var så slemme, men hun sagde ligeså arrogant, "at de ikke var værre end andre veer, hun havde selv prøvet begge dele". Møgkælling. Jeg var meget glad for at Robert var der, han måtte dårligt gå ud for at ryge.
Da klokken var tre, sket der endelig noget. De havde kaldt en ny jordemor ind til mig, og det var da lykken. Vibeke havde jeg mødt en enkelt gang i konsultationen, hun var meget ung, vikar, og meget dygtig. Hun undersøgte mig og meddelte, at nu var jeg 6 cm åben. Pludselig så hun lidt sjov ud i hovedet; "Det er da vist en balle, jeg kan mærke her", lød kommentaren. Vild opstandelse!. Fat i fødselslægen og en scanner, jo den var godt nok. Hvad ingen tidligere havde opdaget var, at jeg skulle igennem en sædefødsel. Panik, panik, jeg bad først om kejsersnit, overvejede så endnu engang, og bad om epiduralblokade, hvilket medførte, at fødselslægen lige måtte af med en syrlig kommentar om, "at nu var jeg lige pludselig ikke så naturligt indstillet mere". Ikke lige det man har brug for at høre i den situation.
Nå, jeg blev kørt ind på fødestuen og narkoselægen kom og anlagde en epidural. Hip hurra! Robert blev noget forbavset, da jeg, efter nærmest at havde ligget og vredet mig det meste af dagen, spurgte efter avisen, for den havde jeg da ikke fået læst!
Resten af forløbet gik fint, godt guidet af Vibeke, nåede jeg frem til presseveerne. Jeg kan stadig huske, at hun sagde, at jeg skulle "puste" barnet ned. Midt i det hele blev Robert bedt om at kontakte politiet. De havde fået fat i lømlerne der havde torpederet os, og ville hører, om han kunne komme ind på stationen og identificere dem. Han svarede, at han var midt i en fødsel, så det var lidt svært, men han skulle se hvad han kunne gøre. Så blev han kaldt ind på fødselsstuen igen, for nu var det oppe over. Vibeke havde imens holdt resten af holdet væk, indtil Robert kom, for han skulle da være den første til at se rumpen af sit barn. Nu gik det stærkt, et klip, og fire presseveer, hvor jeg fik lov til at presse, så var Alfrida Fridleika født, klokken var da 19.08. Roberts første kommentar var: "Hvor er hun dog smuk", og det kunne jeg kun give ham ret i. Vibeke rakte Robert saksen, endnu inden han nåede at spørge, så han selv kunne klippe navlestrengen over.
Efter Robert havde konstateret, at vi begge havde det godt, kørte han ind til politiet, og fik identificeret lømlerne, mens jeg blev syet.
Vi tog hjem fra hospitalet to dage efter, jeg er simpelthen ikke social nok, til at være sådan et sted og Robert havde jo sin barselsorlov til at gå og pusle om os. Amningen gik fint og Alfrida udviklede sig som hun skulle.

Da Alfrida var ca. ½ år, ville naturen og vi, at jeg blev gravid igen. Denne gang var det noget hårdere. Jeg ammede stadigvæk og havde kvalme de første 6 måneder. Heldigvis var jeg arbejdsfri, selvom det da nok var et arbejde, at passe Alfrida. Jeg havde mange plukkeveer, som så sandelig nok kunne mærkes og der stødte også en bækkenløsning til, så jeg brokkede mig noget til sidst.

Jeg havde termin 13.-01.-01 og vi havde, optimistisk, aftalt med nogle venner at holde nytår i deres sommerhus, hvilket vi glædede os meget til. Robert, der er udlært kok, skulle stå for maden, og den skulle ikke have for lidt.
Der var ret stor opmærksomhed på barnets stilling, og jo nærmere vi kom, jo mere så det ud til, at endnu en sædefødsel var i anmarch. 27.-12 prøvede de at vende barnet, men der var usikkerhed om det var lykkedes. Efter vendingsforsøget tog plukkeveerne til, og d.29.-12 var jeg godt klar over, at nu var det vist oppe over.
Den 30.-12 vågnede jeg kl. 03 med veer. Der var ca. 10 min. imellem, og kl. 6 ringede jeg til fødeklinikken, for at høre hvad de syntes. De mente godt jeg kunne begynde at pakke sammen, da det jo var anden gang. Så gik veerne i stå. Surt. Robert tog ud og lavede maden til nytårsaften klar, det var en rimeligt omfattende 8 retters menu, så der var en del forberedelse. Alligevel var han utroligt hurtigt hjemme. Jeg gætter på, at han i tankerne hele tiden var hjemme hos mig. Imens gik jeg hjemme og ventede. I løbet af formiddagen gik slimproppen, men ellers skete der ikke noget. Jeg var i kontakt med fødeklinikken igen, og vi blev enige om, at jeg skulle komme derop, for at få konstateret, hvordan barnet lå, så jeg vidste hvordan jeg skulle forholde mig i tilfælde af at vandet gik. Da vi kom op på hospitalet konstaterede jordemoderen, at det var en underkropspræsentation, men med det ene ben forrest, så jeg kunne godt belave mig på et kejsersnit. Jeg var stadig indstillet på en nytårsaften i sommerhuset.
Kl.18 begyndte veerne igen, regelmæssigt, der var 7 minutter imellem. Klokken 19 pakkede vi sammen og Robert satte mig af på hospitalet, kørte ud til sine forældre med Alfrida, og vendte så tilbage til mig. Jeg var imens blevet anbragt på en fødestue og undersøgt. Jeg var 5 cm. åben. Der kom to fødselslæger og skannede mig, de talte en del om det der kejsersnit, men jeg var ikke alt for begejstret, idet jeg havde satset på en ambulant fødsel. Det endte med, at de gjorde mig klar til kejsersnit, men i betragtning af, at jeg havde født en sædefødsel før, og at jeg selv helst ville en vaginal fødsel, så blev de enige om, at lade mig prøve. Jordemoderen sagde også, da de var gået, at det var to kvinder med hår på brystet, så jeg ville sikkert få lov at gå hele vejen. Dejligt.
Nu var det så bare at vente. Det lyder måske sært, men veerne havde jeg det helt fint med. Det at jeg kunne mærke et lille forvarsel, og så fornemmelsen af, at veen stille og roligt byggede sig op, var godt. Noget helt andet end de rædselsfulde tju-bang veer fra sidst. Jordemoderen ville helst ikke undersøge mig for meget, for jo længere tid det tog, inden vandet gik, jo større var chancen for, at det foran liggende ben ville smutte op på plads af sig selv. På et tidspunkt talte hun dog om at undersøge mig, for så kunne det være at jeg kunne få et drop, for at fremskynde selve fødslen, så barnet ikke skulle have fødselsdag nytårsaften! Sød tanke, men vi afslog, det måtte blive som naturen ville.
Da der var ved at være oppe over, kom lægerne igen. I mellemtiden havde der været jordemoderskift, og den anden jordemoder, Sanne, var lige så sød og rutineret som den første, og tog det helt roligt med at det var en sædefødsel. Hun skønnede endog, at det var unødvendigt med et klip, så jeg forblev hel. Presseveerne gik stille og roligt, jeg havde Vibekes ord fra den første fødsel i ørene, og prøvede ikke at presse, men skubbe stille og roligt. Barnet kom med det ene ben først, men det var der ingen problemer i. Til sidst blev lægerne dog lidt nervøse, da den sidste presseve lod vente på sig og drengen hang med kroppen udenfor, og hovedet indenfor i ca. 5 min. Jeg havde på daværende tidspunkt fået drop, da de mente mine presseveer var for svage, og nu fik de travlt med at skrue op indtil flere gange, mens jeg lå og brokkede mig over, at jeg var tørstig. Det kunne dog godt vente, mente de, det var bedre om jeg kom med den presseve. Jeg svarede dem "At det nyttede da ikke noget, når jeg nu var så tørstig". Sygehjælperen forbarmede sig, jeg fik mit vand, og så kom presseveen, og ud kom Ingvar Frejlif. Kl. var 00.59. Bagefter blev der grinet en del af, at vand åbenbart var mere effektivt end almindeligt vestimulans. Sanne havde hele tiden haft fat i navlestrengen, og der var fin puls, så hun tog det meget roligt.

En ting vi var meget glade for var også, at de, på Roberts opfordring, undlod at tænde den store skarpe lampe, så barnet ikke blev totalt blændet da han kom ud, hverken fødselslampen eller undersøgelseslampen blev tændt, for de kunne jo egentlig godt klare sig med det lys der var. Først da Sanne lige skulle tjekke mig, tændte hun lampen. Jeg slap med en enkelt lille rift, som ikke skulle syes, og jeg må sige, at jeg kun har rosende ord til det hold, der hjalp Ingvar til verden, selvom Vibeke også var lidt med, idet jeg jo kunne huske hendes instruktioner fra første gang. Det har selvfølgelig også hjulpet lidt, at hverken Alfrida eller Ingvar, var specielt store. De vejede begge 3.000 g. og var 50 cm. lang.

To timer efter gjorde vi klar til at køre hjem, vi var dog lige et smut nede på fødeklinikken og vise vores lille vidunder frem for min konsultationsjordemor, som tilfældigvis var på vagt.
Vi tog hjem og fik nogle timers søvn, op af formiddagen kom Roberts forældre med Alfrida, som lige pludselig var blevet utrolig stor. Hun forstod vist ikke helt hvad der var sket, men er i dag meget glad for sin lillebror, selvom hun er lidt voldsom.
Midt på eftermiddagen pakkede vi mad og os selv sammen, og kørte op til vores venner i deres sommerhus, hvor vi havde en dejlig nytårsaften Vi spiste fra kl. 21 til kl.02 i fred og ro, dog afbrudt af et glas champagne ved midnat. Havde hjertet ikke været med, da Robert lavede maden, var det ikke noget vi bemærkede, menuen var pragtfuld. Den stille og rolige aften var også medvirken til, at Ingvar fik lært at sutte ordentligt. Hjemme ville vi ikke have haft et øjebliks ro for fyrværkeri, her var der kun ballade omkring kl. 24.

Disse to fødsler har overbevist mig om, at dels er det vigtigt at have sat sig ind i tingene, ikke kun om den måde man ønsker fødslen skal foregå på, men også have en "plan B" parat, dels er det altafgørende, at kemien mellem jordemor og fødende er i orden. Hvis den jordemor, jeg startede med første gang, havde vist sig anden gang, ja så havde jeg nok rejst mig og gået min vej, eller i hvert fald insisteret på at få en anden. Jeg forsøgte at få det skrevet ind i min journal i starten af anden graviditet, men det kunne ikke lade sig gøre. Det er også vigtigt, at fødselsønskerne står i journalen, jeg følte i hvert fald, at lægerne anden gang var meget opmærksomme på, at der i min journal stod, at jeg ønskede en vaginal fødsel, selvom det var en underkropspræstation.

Jeg tror også på, at det gik så forholdsvis let, fordi jeg i den sidste del af graviditeten havde drukket te af hindbærblade. Se mere om det her

[Top]